Hundene var til fysioterapi – Vores oplevelse hos Dog Workout and Rehab

Hundene var til fysioterapi – Vores oplevelse hos Dog Workout and Rehab

24. marts 2025 1 Af friroley

At sikre vores hundes trivsel er en vigtig del af at være hundeejer. Derfor besluttede jeg at tage mine hunde, Bailey og Ronaldo, til fysioterapi hos Dog Workout and Rehab i Silkeborg. I dette blogindlæg deler jeg vores oplevelse, hvad vi lærte, og hvorfor jeg varmt kan anbefale fysioterapi til hunde.

Hvorfor valgte jeg fysioterapi til mine hunde?

Som en del af min interesse for hundeverdenen har jeg udforsket forskellige områder inden for hundetrivsel. Jeg besøgte Kadia, som er uddannet hundefrisør og hunde-fysioterapeut og massør og det åbnede mine øjne for, hvor vigtigt det er at tage sig af hundenes krop og bevægelse.

Lidt efter mit besøg uden hunde bemærkede jeg, at Bailey begyndte at vise tegn på ubehag. Hun tog kortere skridt, var tilbageholdende med at hoppe op i sofaen og virkede generelt forsigtig. På en af vores gåture blev det tydeligt, at noget var galt, da hun gik meget langsomt, mens Ronaldo travede glad afsted.

Efter et besøg hos dyrlægen, hvor hun fik smertestillende, besluttede jeg, at fysioterapi kunne være en god investering i hendes langsigtede trivsel. Da Kadia var gået på barsel, blev jeg nød til og finde en anden fysioterapeut til mine hunde.

Fysioterapi hos Kristina Hansen – Dog Workout and Rehab

Jeg fandt Kristina Hansen fra Dog Workout and RehabInstagram og blev straks interesseret. Hun tilbyder bl.a. fysioterapi og svømmetræning, som jeg vidste, at Bailey ville elske. Jeg bookede en 1,5 times session til begge hunde – en beslutning, jeg bestemt ikke fortrød!

Bailey – en stærk men rygsvag pige

Bailey var den første oppe på briksen. Hun tog det overraskende roligt og accepterede behandlingen uden problemer.

Kristina gennemgik hendes krop og bemærkede, at Bailey havde rigtig gode lårmuskler og en muskuløs nakke. Dog var hendes rygmuskler ikke så veludviklede, hvilket betyder, at hun ikke bruger sin ryg optimalt. Kristina anbefalede enten svømmetræning eller specifikke øvelser, som vi kunne træne hjemme. Bailey tog hele sessionen i stiv arm – især fordi der var godbidder involveret!

Ronaldo – stærkere end forventet

Så blev det Ronaldos tur. Han var lidt mere skeptisk, da han generelt ikke er så vild med nye mennesker eller at blive rørt for meget. Kristina tog det dog stille og roligt, og jeg hjalp ved at berolige ham med godbidder.

Noget, der virkelig overraskede mig, var, hvor muskuløs han var! Vi har længe arbejdet på hans vægt, men Kristina kunne konstatere, at meget af det var muskler – især i nakken, ryggen og maven. Hans stærke mavemuskler skyldes sandsynligvis hans yndlings-trick “sit pretty” (bamse-stilling), som han har praktiseret siden hvalpestadiet.

Efter lidt tilvænning accepterede Ronaldo behandlingen fuldt ud – hjulpet godt på vej af godbidder!

Vores oplevelse og anbefaling

Jeg var virkelig imponeret over Kristinas professionelle tilgang og rolige væsen. Hendes tålmodighed gjorde en stor forskel – især for Ronaldo, der ellers kan være lidt forsigtig over for fremmede.

Tips til dig, der overvejer fysioterapi til din hund:

✔ Medbring dine hundes yndlingsgodbidder for ekstra motivation. ✔ Book en tid, hvor du ikke har travlt – det giver hunden ro. ✔ Vær opmærksom på små tegn på ubehag hos din hund – de kan være diskrete! ✔ Overvej svømmetræning, hvis din hund har brug for skånsom motion.

Vi havde en fantastisk oplevelse hos Dog Workout and Rehab, og jeg glæder mig til at tage hundene til svømning næste gang. Jeg kan varmt anbefale et besøg hos Kristina, hvis du vil sikre din hunds velvære og bevægelsesfrihed.

👉 Har du prøvet fysioterapi med din hund? Del gerne din oplevelse i kommentarfeltet! 😊